GoJoe

GoJoe – det lille DOS-spil, der nægter at slippe taget

Der findes en helt særlig slags spil, som man aldrig rigtig glemmer. De ramte noget enkelt og rent, den der følelse af bare at sætte sig ned, trykke på en tast og være væk i en time uden at mærke det. GoJoe, skabt af BJB-Productions, er præcis sådan et spil. Det kom fra 90’ernes DOS-verden, hvor en hel spiloplevelse kunne ligge på en enkelt diskette, og hvor charmen sad i det knaldfarvede, det buttede og det umiddelbare.

Du styrer GoJoe, en lille, blond fyr i grøn trøje og lyserøde bukser, der ser ens ud hele spillet igennem, uanset hvor langt du når. Det er verden omkring ham, der skifter. Hver bane er bygget som et net af platforme og stiger stablet fra kant til kant, og overalt ligger der ting, der skal samles, funklende diamantringe, røde hjerter, glinsende mønter, grønne pærer, gule bananer. Opgaven er lige så enkel, som den er vanedannende: saml alt på banen. Først når det sidste objekt er væk, åbner en EXIT-dør sig et sted på skærmen, og du kan træde ind i den og kravle videre til næste runde.

Men du er aldrig alene deroppe. På hver eneste bane patruljerer der præcis fire fjender, og de skifter skikkelse i takt med, at temaet skifter. Det ene øjeblik er det blege, svævende spøgelser, det næste små grønne kasketfolk eller hurtige røde pølser, der vimser hen over platformene og lurer ved foden af stigerne. Rør ved en af dem, og det koster et liv. Så hele spillet bliver en stille dans af timing og rutevalg, hvornår smutter du forbi, hvornår klatrer du op i sidste sekund, og hvilken vej lader dig snuppe de sidste objekter uden at løbe lige i armene på en fjende.

Og så er der genstandene, der vender det hele på hovedet. Finder du det hvide kors og går ind i det, skifter magtbalancen pludselig: de fire fjender bliver selv til bytte. Pølserne krøller sammen til små flammer, spøgelserne smider hænderne i vejret og flygter, og i en kort, sød periode kan du jage dem og æde dem for tusind point per stykke, fra jaget til jæger på et splitsekund. Støder du på et yin-yang-symbol, belønnes du med et ekstra liv, en kærkommen redningskrans, når banerne strammer til. Den grønne strøm-boks er en ren gevinst, den teleporterer GoJoe fremad til en senere bane og giver dig dermed et forspring ved at lade dig springe nogle runder helt over. Og så er der jokeren, det hvide spørgsmålstegn på mørk baggrund, hvor du aldrig helt ved, hvad du får: enten bliver GoJoe kastet hen til et tilfældigt sted på banen, eller også udløses en tilfældig power-up. Lige dele risiko og gevinst.

Det hele holdes enkelt og overskueligt. Din score, din runde og dine resterende liv står klart øverst på skærmen, hver bane er et stillestående billede med sine egne platforme, stiger og dekorationer, og temaet skifter hele tiden, så man aldrig kører træt. Med 53 baner og en sværhedsgrad, der langsomt kryber opad, går der ikke længe, før banerne kræver præcise hop, skarp timing og lidt is i maven for at blive ryddet helt.

Det er den slags spil, man starter “lige hurtigt” og rejser sig fra en time senere. Let at lære, svært at slippe, og dryppende af den nostalgi, der gør gamle DOS-spil så dejlige at vende tilbage til. Find en stige, sigt efter den næste mønt, og se, hvor langt du kan komme.

Der er mange forskellige power-ups, se nogle af dem her:

Vil du se, hvor langt vi selv er nået? I videoen herunder kan du følge en gennemspilning og få et indtryk af både banerne, fjenderne og alle de små tricks undervejs. Sæt dig godt til rette og se med.